Henrik Simonsen er serviceleder på Tårs Skole i Hjørring Kommune
Henrik Simonsen var på ferie i Italien, da han fik en alarm på sin telefon.
Det viste sig, at børnene i skolefritidsordningen havde åbnet hanerne ved alle udslagsvaske på én gang.
Sådan en episode viser, at systemet til lækagesikring og vandstop virker på Tårs Skole.
Siden er der installeret tempostop på vandhanerne over hele skolen, hvilket betyder, at forbruget begrænses automatisk.
Men der er flere grunde til lækagesikring. Henrik Simonsen har programmeret skolens lækage-overvågning til, at der må bruges 50 liter om natten, inden automatisk vandstop – og om dagen er det 500 liter.
Engang havde vi en flok fodboldpiger til at overnatte her i anledning af Dana Cup. Så ringede de, fordi der ingen vand var. Jeg havde glemt at justere forbrugsgrænsen, fortæller Henrik Simonsen – som endnu et eksempel på, at alarmen virker.
Heldigvis kan han via sms bare lukke op for vandet igen.
Henrik Simonsen observerer dagligt uregelmæssigheder på sin computer, og derved kan han opdage, hvis der for eksempel er et toilet, der står og løber – og derfor trænger til at blive renoveret eller udskiftet.
Man vil blive forbavset over, hvor meget vand, der kan forbruges på den måde. Hvis et toiletskyl sætter sig fast, kan der være et flow på en halv kubikmeter på to timer, fortæller han.
Overvågningssystemets data kan bruges til systematisk fejlfinding, idet der indstilles på tre parametre: Sivning, flow og sprængning.
Vandstoppet sættes i øvrigt ud af kraft, hvis brandalarmen udløses samtidigt.
Det skete den 23. december sidste år.
Jeg fik et opkald fra Falck tidligt om morgenen om, at der var brand. Det viste sig, at det var et sprængt varmtvandsrør, der havde udløst brandalarmen. Der løb 100 liter ud på fem minutter, fortæller Henrik Simonsen.
Tårs Skole har et areal på 10.000 kvadratmeter, og her går 400 elever i 0.-9. klasse.
Henrik Simonsen er også superbruger, og han hjælper de øvrige skolers serviceledere med at regulere deres lækagesikringer efter egne forbrugsmønstre.
Lækagesikring er et godt værktøj til drift og vedligeholdelse.
Det skal helst være trimmet så godt, at der ikke bliver så store skader, at det går ud over undervisningen, fastslår han.
Han har dog en pointe:
Systemet er ikke bedre, end de mennesker, der passer det.